fredag den 12. oktober 2012

Skødshoved - Århus


Den 11. oktober blev dagen hvor De Gamle Mænd og Havet (DGMOH) tog fra Skødshoved til Århus (og retur). Desværre valgte de en dag hvor jeg ikke kunne være med (bevidst eller ubevidst?).

Palle K har dog været så sød at sende mig billeder af turen og Poul Allan aka "Tuskeren" har skrevet teksten.

God læselyst.

Når man bor ude på Hovedlandet (nej, jeg mener ikke Jylland som sådan, men den del af Djurslands næsedryp der er længst mod sydvest, og som har fået sit folkemunde-navn fordi det består af hele fem "hoveder", nemlig Tved Øhoved, Dejret Øhoved, Skødshoved, Hundshoved og Molshoved) så har man jo den luksus at være længst ude på det smukke, tyndt befolkede og oprindelige Mols, men også at have Århus liggende så fristende nært, at man synes man kan smutte en sten i vandkanten og så få den til at ramme ind på Bispetorv.
Det kan man dog ikke. Fra Skødshoved havn til Århus fiskerihavn er der små elleve km.
Det må prøves. 22 km er jo ikke nogen uoverkommelig dosis, men for fire friske havkajakkere i aldersintervallet 63 til 73, dog alligevel en mundfuld.






Afgang kl 09.00. Flere og større bølger på denne dag end de to m/sek som udsigten havde lovet.
Fin tur til Århus. 







Indsejlingen til Fiskerihavnen ligger lige der hvor Risskov skov slutter.
Havnen er rigtig hyggelig og fyldt med veteranskibe, lystsejlere og få fiskekuttere.



Ind til opslæbestedet... 30 meter hen til den gamle varmestue. I dag Pariserbøf og gl. ost på menuen. Perfekt.














Varmestuen er i sig selv et klenodie med terassogulv og jernstole. Der er ikke sket meget her de sidste 30-40 år, ud over at en masse mennesker har hygget sig gevaldigt, medens de har slukket både sult og tørst.


Retur med noget nær havblik. Igen må man overraskes over hvor hurtigt havet falder til ro... og omvendt!

Fantastisk tur... 47 km ad landevejen til Århus. 11 km ad vandvejen. Smart ikke! 




Prøv det. 






tirsdag den 21. august 2012

Ældstemanden


















Så blev Ronald Ældstemand 73. Dagen blev fejret på vel nok årets smukkeste dag. 30 grader, fuld sol og absolut ingen vind.

Der blev sat i ved Knebelbro og herfra roet ud til Øhoved. Fra Øhoved gik turen til Præstens Krat hvor der blev indtaget en enkelt øl førend turen gik tilbage til Knebelbro.

Vandet var helt blankt hvilket gav nogle fantastiske spejlninger.

Hvorfor er det lige, at resten af sommeren ikke har været sådan?

Jeg havde valgt at indføre en ny diciplin på turen. Vi snakker så ofte om, at baglænsroerne kun oplever den tur de HAR sejlet og altså ikke oplever den her og nu.
Det blev der lavet om på. 6,5 km baglænsroning, men med hovedet i sejlretningen.

Lad det være sagt med det samme: Den position kan ikke anbefales og slet ikke på så lang en distance.
Tak til Palle K for nogle fantastiske billeder af turen.





fredag den 10. august 2012

DUBSIDE | Rullekursus

FOTOS: Taget af (og ©) hhv Ulrik Schou, Palle Konggaard, Michael Schuh og undertegnede

Lørdag den 4. august 2012 havde Kajakgaarden arrangeret rullekursus i Middelfart med ingen ringere end Dubside.

Palle K og undertegnede repræsenterede "De Gamle Mænd og Havet" på hhv begynderkurset og kurset for lettere øvede.

Alderen taget i betragtning, nok lidt for stort et brød at slå op, men nu GURUEN var der, skulle vi have så meget med som muligt.

Der blev alt i alt afholdt 3 kurser den dag, men kurset for ØVEDE sprang vi over. Ikke fordi vi troede at vi "bare ku' det der", men i ren og skær selverkendelse af, at 2 kurser på en dag nok var max.

Dubside startede med at fortælle lidt om sig selv og det at rulle.
Herefter gik vi over til opvarmningen og efterfølgende "øvelser på græs"



















Hvert hold bestod af 6 kursister, så der var god tid til "guru til mand" undervisning.
Dubside gjorde meget ud af at tage udgangspunkt i kursistens nuværende niveau og så "tage den derfra".
Jeg er overbevist om, at jeg var den bedste kursist at undervise. Mit niveau var nemlig "0", så det stod hurtigt klart for Dubside hvor han skulle begynde.
















For at lette Dubsides arbejde og samtidig hjælpe mig selv lidt på vej, havde jeg fået ham til at velsigne min kajak.

"Tro kan flytte bjerge" siger man, men ikke få mig til at rulle.

Alt vender forkert så snart jeg hænger og dingler med hovedet nedad, men en eller anden dag må det da lykkes.

Det lykkedes mig faktisk at lave 3 rul uden støttepædagog, men i løbet af et split sekund var rullet væk igen.
Jeg troede jeg havde tabt det og kiggede en ekstra gang i kajakken for at se om det lå der, men pist borte var det - og jeg fandt det aldrig igen.

Anyone seen my roll?





Der skal lyde en STOR tak til Kajakgaarden for et godt kursus. Jeg er klar til næste rullekursus - uanset hvem det er med.









Napper lige en slapper

Tak Ulrik

søndag den 29. juli 2012

Body Boat Blade på sommertræf















Undertegnede og Palle K havde tilmeldt os 2 kurser på Havkajakroernes sommertræf med Body Boat Blade aka Shawna Franklin og Leon Sommé.


Vores kurser var fredag og lørdag, så vi besluttede os for at ankomme tidligt om torsdagen så vi kunne nå at få os installeret med al vores udstyr og ro en tur torsdag, inden kurserne startede.


Vi ankom til træffet i det mest fantastiske vejr. Endelig var det blevet sommer i Danmark.


Vi fik sat alt udstyr op. Vi har trods alt nået en alder begge 2 hvor det at campere IKKE skal foregå totalt primitivt. Der må gerne være "lidt" luksus. 










Fredag morgen blev der tid til at gå lidt rundt og se hvordan andre havde indrettet sig. Jeg har for vane at stå op kl. 5 så derfor mødte jeg ikke andre levende sjæle. Der var en forfærdelig larm rundt på hele pladsen. Folk snorkede om kap. Jeg tror de fleste havde siddet de meste af natten og snakket teknik og almindelig "kajaksnak" og det kan man jo godt blive lidt træt af.








Folk havde indrettet sig hyggeligt og over alt var der hængt udstyr til luftning så den værste lugt af GED kunne forsvinde inden man igen skulle have sit udstyr på.


Det var dejligt at gå rundt på dette tidspunkt. 


Jeg havde hele lejren for mig selv og besluttede derfor at indtage bruseren (billederne af dette er fjernet af redaktionen) og nyde en times brusebad uden forstyrrelse.


 På vej tilbage til teltet var der så småt begyndt at komme lidt liv. Nogle gik i søvne mens andre nød en pibe morgentobak.





Leon (Body Boat Blade) var også vågnet og nød en kop kaffe til morgenlekturen, inden han skulle stå for dagens heldagskursus i Safety & Rescue.


Det var endelig blevet tid til morgenmad inden jeg skulle i mit kropskondom (tørdragt). Vi skulle være mere i vandet end i kajakken så tørdragt var den optimale løsning når det var ind og ud af kajakken hele dagen.


Kurset started med samling 9:00 hvor Shawna og Leon gennemgik de principper de har for undervisningen.


Alt lige fra vind og vejr over deltagernes formåen og kunnen til kajakkernes stand og indretning blev gennemgået og alle faktorer blev plottet ind i et skema der skulle danne baggrund for om det var sikkert at gå på vandet.


Det er for omfattende at fortælle om systemet i detaljer, men et meget fornuftigt system som vi alle lærte en god del af.


Shawna og Leon tager sikkerhed meget alvorligt og er utrolig seriøse desangående.


Kris tog det også meget seriøs og troppede op i en hjelm med visir. 
Det er godt at være på den sikre side.


Kurset omhandlede diverse former for selv- og makkerredninger, bugsering og sikkerhed generelt. En af Body Boat Blade's mantraer er KEEP YOUR DECK CLEAN. 


Mange af os medbringer meget udstyr på vores ture og generelt anbringer vi vores udstyr på dækket. 






Shawna og Leon illustrerede meget tydeligt hvilke konsekvenser det kan få. Leon trak bogstaveligt Shawna hen over en kajak for at vise hvad der ville ske i en redningssituation når kajakken er fyldt med dæksmonteret udstyr. Flere steder hang Shawna fast i det og det kunne have fået fatale konsekvenser i en redningssituation på havet. Man så også meget tydeligt hvilke konsekvenser det har at have de forkerte luger monteret. Bemærk hvad der sker med dagslugen. Den går simpelthen op og kan medføre en bordfyldning. Er lugen ikke fastgjort til kajakken med en line er der desuden fare for at miste den.


Vi havde en god dag på vandet hvor alle tingene blev seriøst gennemgået og efterfølgende afprøvet utallige gange.


Øvelserne foregik som en form for leg og alle hyggede sig og havde det sjovt samtidig med at vi fik en masse nyttig lærring. 


Der skal ikke herske tvivl om, at Shawna og Leon er kanon dygtige undervisere og deres behagelige måde at være på, gjorde at vi havde en fantastisk dag.


Der blev også trænet balance i kajakken og en af måderne at gøre det på var at sidde bag på kajakken og ro hen og vælte de andre af deres kajak. Billedet kan godt minde lidt om kajak mikado, men det var en "hård og rå kamp" under mottoet: "May the best man win"


© Palle K




© Palle K
Efter en spændende og lærerig dag var det tid til at et godt måltid mad. 
Jeg tror det er længe siden jeg har følt mig så brugt og jeg var vist ikke den eneste der havde det sådan. 


Godt at morgendagens kursus "kun" er et halvdagskursus.


Vi fik også lige tid til at snakke lidt med naboerne samt sidde omkring bålet og høre på "lidt seriøst kajaksnak".


Vejrudsigten for lørdag så ikke lovende ud, så vi fik alle ejendele ind i teltet inden vi faldt "døde" om.


Kors i r.... hvor fik vi meget regn i løbet af natten og pladsen var 5:00 begravet i vand.


Nogen havde ikke fået alle ting indendørs inden nattens regnskyl og der var enkelte stole man ikke ønskede at skulle sidde i under morgenmaden.


Regn eller ej, der var et nyt kursus under opsejlning.




Dagens kursus hed Body Boat Blade.
Et kursus i rigtig kropsholdning, handling af båd og pagaj. 















Dagen skulle byde på mange gode ting, men en af de bedste ting var at få lært hvor forkert vi padler i Danmark. Al vores fiksering på hvor vigtigt det er at lave "træk og skub" på pagajen på samme tid, blev gjort til skamme. Shawna og Leon viste hvor meget energi man kan spare ved at padle næsten udelukkende ved hjælp af kropsrotation og samtidig overføre mere kraft til pagajen/kajakken. En så simpel ting som at fjerne sit skumsæde for at gøre kropsrotationen lettere, var lidt af en Aha-oplevelse.


Dagen bød på mange spændende oplevelser og der blev virkelig arbejdet med de forskellige ting og især balance i kajakken blev gennemgået og testet igen og igen og naturligvis gennem leg.
Vi grinte alle en stor del og nød det i fulde drag.
Nyd billederne fra dagens kursus.


En stor tak til Shawna og Leon for 2 fantastiske dage og en stor tak for jeres behagelige måde at undervise og være på.


Vi ses snart igen.


Easy now

Ups!

HuHej hvor det går


That's how you do it :D

Det prøver Palle så lige.....

Igen og igen. Det ser lettere ud end det er

Når man nu ender i situationen kan man jo lige så godt tage et billede

Leon i The Mad Man in Black's kajak © Palle K

The Mad Man in Black i Leon's kajak © Palle K

Dårlig kajak ;-)) © Palle K