Den 11. oktober blev dagen hvor De Gamle Mænd og Havet (DGMOH) tog fra Skødshoved til Århus (og retur). Desværre valgte de en dag hvor jeg ikke kunne være med (bevidst eller ubevidst?).
Palle K har dog været så sød at sende mig billeder af turen og Poul Allan aka "Tuskeren" har skrevet teksten.
God læselyst.
Når man bor ude på
Hovedlandet (nej, jeg mener ikke Jylland som sådan, men den del af Djurslands
næsedryp der er længst mod sydvest, og som har fået sit folkemunde-navn fordi
det består af hele fem "hoveder", nemlig Tved Øhoved, Dejret Øhoved,
Skødshoved, Hundshoved og Molshoved) så har man jo den luksus at være længst
ude på det smukke, tyndt befolkede og oprindelige Mols, men også at have Århus
liggende så fristende nært, at man synes man kan smutte en sten i vandkanten og
så få den til at ramme ind på Bispetorv.
Det kan man dog ikke. Fra Skødshoved havn til Århus fiskerihavn er der små
elleve km.Det må prøves. 22 km er jo ikke nogen uoverkommelig dosis, men for fire friske havkajakkere i aldersintervallet 63 til 73, dog alligevel en mundfuld.
Afgang kl 09.00. Flere og større bølger på denne dag end de to m/sek som udsigten havde lovet.
Fin tur til Århus.
Indsejlingen til Fiskerihavnen ligger lige der hvor Risskov skov slutter.
Havnen er rigtig hyggelig og fyldt med veteranskibe, lystsejlere og få fiskekuttere.
Ind til opslæbestedet... 30 meter hen til den gamle varmestue. I dag Pariserbøf og gl. ost på menuen. Perfekt.
Varmestuen er i sig selv et klenodie med terassogulv og jernstole. Der er ikke sket meget her de sidste 30-40 år, ud over at en masse mennesker har hygget sig gevaldigt, medens de har slukket både sult og tørst.
Retur med noget nær havblik. Igen må man overraskes over hvor hurtigt havet falder til ro... og omvendt!
Fantastisk tur... 47 km ad landevejen til Århus. 11 km ad vandvejen. Smart ikke!
Prøv det.
Tak for billederne Palle og tak for teksten Poul Allan
SvarSlet